Beskæftigelsesplan
2024-2027
Indhold
Forord
I ”Mulighedernes Mariagerfjord” er vi ambitiøse. Det gælder også på beskæftigelsesområdet. Vi sigter efter et arbejdsmarked i balance. Det betyder, at virksomhederne har tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft, både på kort og på lang sigt med de udfordringer vi ved kommer, herunder i forhold til den grønne omstilling og mangel på faglært arbejdskraft. Det betyder også, at vi sigter efter, at alle borgere i den erhvervsaktive alder får mulighed for at bidrage med det de kan. Vi har fokus på at skabe vækst og varig udvikling i kommunen, hvor kommunen som den største arbejdsplads går forrest. Derfor har vi vedtaget en beskæftigelsesplan med et 4-årigt sigte for perioden 2024-2027.
Beskæftigelsesplanen står på skuldrene af Byrådets vision og skal ses i sammenhæng med øvrige politikker, herunder erhvervspolitikken. Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse har valgt at sætte fokus på 4 områder som deres bidrag til visionen:
- Det skal være godt at være ung i Mariagerfjord.
- Det skal være attraktivt at være virksomhed i Mariagerfjord.
- Alle skal have mulighed for at bidrage.
- Unge skal opleve sammenhæng.
Vi er ambitiøse på borgernes vegne, og har derfor som mål, at man mødes med høj kvalitet
i indsatsen uanset, om man kortvarigt står uden beskæftigelse eller har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid. Vi vil fokusere på formidling af kompleks lovgivning med fokus på inddragelse og tillid. Vi har tillid til - og en forventning om - at borgerne ønsker at komme i arbejde eller i uddannelse, og at man som borger selv er den vigtigste aktør på vejen dertil.
Der har i en længere periode været flere konjunkturudsving på arbejdsmarkedet, og store skifte i væksten for flere brancher. Der er samtidig store landsdækkende besparelser på beskæftigelsesområdet, og vi ser ind i en fremtid med yderligere reduktioner og reformer. Vi skal derfor fokusere på de centrale kerneydelser, og vi skal udvikle kerneydelserne i et samarbejde med de lokale parter. Det er en fælles opgave at sikre et arbejdsmarked i balance, hvor virksomhederne har adgang til kvalificeret arbejdskraft, og hvor alle borgere
får mulighed for at bidrage, i det omfang de kan.
Beskæftigelsesplanen er blevet til på baggrund af input fra borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og øvrige interessenter. Vi ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde på tværs af sektorer til gavn for hele kommunen.
Rigtig god læselyst
Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse
Formål
I beskæftigelsesplanen prioriteres retningen for beskæftigelsesindsatsen i Mariagerfjord Kommune de kommende fire år.
Udvikling af beskæftigelsesindsatsen i Mariagerfjord Kommune skal medføre, at området i sin helhed kan levere en effektiv og kvalificeret indsats. Det betyder, at borgernes vej til ordinære job og uddannelse skal være kortest mulig, og at virksomhederne understøttes i at få eller fastholde den efterspurgte arbejdskraft.
Samtidig arbejdes der målrettet med progression for borgere med udfordringer ud over ledighed.
Omdrejningspunktet for beskæftigelsesplanen er derfor nedenstående kommunale kerneopgaver:
- At levere kvalificeret og efterspurgt arbejdskraft til arbejdsmarkedet.
- At hjælpe borgerne til selvforsørgelse eller højst mulig grad af selvforsørgelse.
Mål
1. Mariagerfjord Kommune hjælper væsentligt flere i uddannelse og beskæftigelse end forventet ud fra kommunens rammevilkår for beskæftigelsesområdet.
Succeskriterier:
- I benchmarken ligger vi samlet set væsentligt bedre end rammevilkårene tilsiger.
- Uddannelseshjælps- og kontanthjælpsmodtagere forbedrer niveauet i benchmarken.
2. Borgere og virksomheder mødes af en god kvalitet i indsatsen, og indsatsen er baseret på seneste viden om, hvad der virker på beskæftigelsesområdet.
Succeskriterier:
- Handlingerne skal understøtte beskæftigelsesplanens indsatsområder og seneste viden om effekter på beskæftigelsesområdet
3. Borgere og virksomheder har en god oplevelse i mødet med fagheden, og de inddrages i vejen til arbejde og uddannelse.
Succeskriterier:
- Tilfredsheden ligger i top sammenlignet med de øvrige kommuner.
- Borgerens oplevelse af inddragelse i egen sag ligger i top sammenlignet med de øvrige kommuner.
- Vi vil være nysgerrige på, lære af og rette op på vores fejl.
Indsatsområder
For at vi lykkes med de ovenstående tre mål, er der identificeret fire indsatsområder, som vi i Mariagerfjord Kommune skal arbejde med over de næste fire år.
Indsatsområderne er:
1. Vi bidrager med kvalificeret arbejdskraft
- Vi vil, i forpligtigende partnerskaber med virksomheder og uddannelsesinstitutioner, skabe fremtidens kvalificerede arbejdskraft. Det betyder, at vi i højere grad skal trække på hinandens kompetencer og
erfaringer, så vi effektivt og fleksibelt kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft, tilpasse rekruttering, opkvalificering og uddannelsesudbud til arbejdsmarkedets behov. - Vi vil sikre det langsigtede behov for kvalificeret arbejdskraft gennem et lokalt uddannelsesudbud, der er målrettet arbejdsmarkedets behov, og en løbende brancherettet opkvalificering af de ledige.
- Vi vil oplyse virksomhederne om mulighederne for hjælp til rekruttering, opkvalificering, fastholdelse og brugen af handicapkompenserende ordninger. Herunder udvide antallet af virksomheder, vi har en partnerskabsaftale med, så virksomheder får mulighed for en målrettet indsats med afsæt i deres
behov, men også mulighed for at tage et større socialt ansvar.
2. Vi skaber rammerne for de unge
- Vi vil være en drivkraft i arbejdet med Uddannelsesby Hobro, og vi vil koordinere det fælles engagement på tværs af de mange kommunale og eksterne parter, der kan realisere ambitionen - at flere uddannelser etableres i Hobro, og at flere unge vælger uddannelse i Hobro.
- Vi vil give de unge en kvalificeret vejledning, og vi vil skabe nogle tydelige lokale uddannelses- og jobmuligheder.
- Vi vil skabe sammenhængende forløb og en stærk brobygning i overgangene til og mellem uddannelse og job.
- Vi ønsker et stærkt ressourcefokus på de unge, og vi sætter derfor et stort jobfokus på de unge, der ikke går den lige vej mod uddannelse.
- Vi vil bidrage til de unges trivsel i et tæt samarbejde med sundheds-, familie-, kultur- og socialområdet.
3. Vi skaber sammenhængende borgerforløb
- Vi vil skabe enkle og sammenhængende forløb for borgeren, og derfor reducere antallet af professionelle borgerne møder.
- Vi vil arbejde for sammenhængende borgerforløb på tværs af kommunens fagenheder, så vi skaber koordinerede og meningsfulde indsatser for de borgere, der har behovet herfor.
- Vi vil skabe sammenhæng i overgangen til arbejde, så borger og virksomhed får et godt afsæt for fastholdelse.
- Vi vil samarbejde med relevante aktører herunder civilsamfundet, virksomheder, faglige organisationer og uddannelsesinstitutioner, så vi får sat alles erfaringer og kompetencer i spil om den fælles opgave.
- Vi vil arbejde med meningsfulde løsninger, der giver værdi og progression for både borgere og virksomheder, så det bliver en vej til permanent selvforsørgelse.
4. Vi giver alle mulighed for at bidrage
- Vi vil sammen med de lokale virksomheder skabe flere jobs på få timer, så vi udvider arbejdsudbuddet og mulighederne for at levere kvalificeret arbejdskraft.
- Vi vil arbejde mere jobrettet og ressourcefokuseret med de borgere, der er på kanten af arbejdsmarkedet, så vi får skabt flere match i jobs på ordinære timer og i fleksjob. Vi tror på, at der er en plads til alle på arbejdsmarkedet.
- Vi vil arbejde for en stærk integration og fastholdelse af borgere med anden etnisk herkomst.
- Vi vil arbejde for en øget rekruttering af borgere med handicap, og på brugen af de handicapkompenserende ordninger.
- Vi vil forfølge mulighederne for at uddanne sig gennem fleksible uddannelsesforløb, så borgere med behov for nedsat tid, særlige vilkår o.l. får mulighed for at uddanne sig.
Realisering, opfølgning og løbende justering af planen
Når Beskæftigelsesplanen er godkendt i december 2023, udarbejder forvaltningen i foråret 2024 de konkrete handleplaner, der skal realisere og omsætte mål og indsatsområder.
Der kommer herefter en halvårlig opfølgning på Beskæftigelsesplanens mål, indsatser og handlinger. En gang årligt vurderer Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse om mål, indsatser og handlinger skal tilpasses.
Der sættes i realiseringen af planen et stort fokus på:
- Digitalisering af indsatsen. Formålet er, at imødekomme de reduktioner vi ved, der kommer og samtidig fastholde en god kvalitet i indsatsen.
- Fortællingen af de gode historier som borgere, virksomheder og Jobcenteret skaber sammen. Formålet er at vise de muligheder der er i samarbejdet med Jobcenteret, og understøtte at borgere og virksomheder møder Jobcenteret med positive forventninger.
- Et tæt og godt samarbejde i overdragelsen af opgaven med de tre første måneders ledighed til a-kasserne og tydelige forventninger til indsatsen.