Gå til hovedindhold

Biodiversitetspolitikken 2019-2025

Mariagerfjord skal rumme en varieret og tilgængelig natur – også i de bynære områder.

Indhold

    Om politikken 

    Biodiversitet er det mylder af liv i form af dyr, planter, svampe, bakterier, der udgør den biologiske mangfoldighed, som er afgørende for arternes overlevelse. 

    Vi bor i en kommune, som har en meget værdifuld og enestående natur. Det gør vores kommune til et godt sted at leve og opleve og ikke mindst bo og bosætte sig, samt et særligt sted at besøge for turister.

    Af hensyn til vores egen og vores efterkommeres trivsel og livskvalitet er det naturligvis vigtigt med en varieret og tilgængelig natur, hvor alle er velkomne.

    Derfor vil vi værne om og udvikle den eksisterende biodiversitet og natur i Mariagerfjord Kommune i tæt samarbejde med borgere, virksomheder, foreninger og frivillige.

    Det kræver, at vi prioriterer naturen, investerer klogt og selvfølgelig respekterer, at der er andre behov for en bæredygtig udvikling i Mariagerfjord Kommune.

    Vores indsats for naturen skal ske på arealer, hvor biodiversiteten ikke er i konflikt med, hvordan arealer allerede bliver anvendt. Biodiversiteten skal altså kun udvikles på de områder, hvor det giver mening.

    Biodiversitetspolitikken vil få liv gennem målrettede strategier, hvor alle interessenter vil blive inviteret ind for at tilføre mest mulig værdi til gavn for både naturen, borgerne og vores besøgende. 

    Pejlemærker

    Biodiversitetspolitikken har fire pejlemærker:

    Vi går forrest

    Vi gør allerede meget, men vi skal i endnu højere grad prioritere naturen i kommunens arbejde. Vi skal blive bedre til at tilrettelægge kommunens arbejde, så vi tilgodeser naturen og skaber flere spændende naturoplevelser for borgere og besøgende. 

    Mange af kommunens arealer ligger i tilknytning til byer. Det giver os en særlig mulighed for at udvikle biodiversiteten bynært og dermed gøre naturen tilgængelig helt tæt på borgernes hverdag. 

    Vi værner om det uerstattelige

    Det er ikke al natur, som er lige vigtig. Naturens kvalitet afspejles i de arter, som lever i naturen. Derfor skal vi værne om de værdifulde og uerstattelige arter fremfor de almindelige. Hvis de sjældne arter og naturtyper forsvinder, kommer de aldrig igen. 

    Vi skal også tage udgangspunkt i faglig viden og vælge de løsninger, som giver den bedste effekt. På den
    måde bliver kommunens arbejde med naturen langt mere effektiv og vi får samtidig mere for pengene. 

    Vi inddrager frivillige

    Vi kan ikke gøre det alene. Vi skal inddrage det lokale fællesskab i kommunen og vores eksterne medspillere. Det er vigtigt, at alle parter oplever, at de er med i både processen og beslutningerne. Det skaber ejerskab og giver mere værdi for borgerne og gavner i højere grad biodiversiteten.

    Det er samtidig afgørende, at initiativer og indsatser for naturen bliver baseret på frivillighed, for på den måde følger der et større ansvar for naturen. 

    Vi formidler med begejstring

    Vores natur er fuld af fantastiske, fascinerende og sjove historier. Dem vil vi fortælle, fordi de også øger
    vores fælles ansvar for at bevare naturen. 

    Vi vil bruge byerne, medierne, foreninger og skoler til at formidle de gode historier, så vi når de lokale, turister, mulige bosættere og andre uden for kommunens grænser.

    Mariagerfjord Kommunes vision er, at skabe en bæredygtig udvikling i mulighedernes Mariagerfjord ved Danmarks smukkeste fjord. Vi vil mere med vores unikke natur. Den skal naturligvis rumme en varieret og tilgængelig natur – også i de bynære områder

    Sidst opdateret: 25. august 2025