Høring af ny Integrationspolitik
Høringsfrist 19. september 2025 kl. 23.59
Vil du være med til at forme vores kommende integrationspolitik?
Vi er i gang med at udforme en ny integrationspolitik – og vi vil gerne høre din mening.
Har du bemærkninger til politikken, er du meget velkommen til at sende dem til Integrationspolitik@mariagerfjord.dk senest 19. september 2025.
Udkast til Integrationspolitik
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi at skabe rammerne for, at alle borgere – uanset baggrund – føler sig velkomne, anerkendte og har mulighed for at leve et godt og aktivt liv.
Nye medborgere og god integration er en styrke for kommunen. Derfor er det en politisk prioritet at sikre en ambitiøs, inkluderende og velfungerende integrationsindsats, der skaber muligheder og bygger bro mellem mennesker.
Formål og vision
Politikken tager afsæt i Mariagerfjord Kommunes vision om bosætning, mangfoldighed, fællesskab og kultur. Den skal bidrage til at styrke fællesskabet og skabe rammer, hvor alle borgere kan bidrage og deltage aktivt i samfundet. Både dem, der har boet her i generationer og dem, der kommer hertil som flygtninge, familiesammenførte eller indvandrere.
Grundprincipper
Politikken bygger på dialog og samskabelse med borgere, erhvervsliv og civilsamfund. Når vi udvikler nye initiativer, sker det i tæt samspil med dem, der berøres. Dermed sigter vi efter at skabe bæredygtige løsninger og lokalt ejerskab hos dem, der skal drage nytte af indsatserne.
Samskabelsen bygger også på gensidighed. Vores nye medborgere kommer med forskellige kulturer, kompetencer, vilkår og behov. Det ser vi som en styrke og kompetence, og vores integrationsindsats skal afspejle denne diversitet. Integration handler om mere end beskæftigelse og sprog – det handler om hele livet. Vi tænker derfor integration bredt og tværgående og understøtter en indsats, der favner hele livet fra barndom til alderdom.
Gensidigt engagement og samarbejde
Integration er et fælles ansvar. Vi forventer, at alle nye medborgere er aktive i egen integration, respekterer de demokratiske principper og er nysgerrige på den danske kultur. På samme vis vil vi være nysgerrige på nye medborgeres kulturer og baggrunde. Borgere, virksomheder, foreninger og frivillige spiller en rolle i at sikre en inkluderende udvikling. Vi forventer aktivt engagement fra kommunens ansatte og fra vores nye medborgere i arbejdet med at skabe fælles løsninger, der virker i praksis.
Gensidig respekt og forståelse
Mangfoldighed er en styrke. Vi værner om et kultur- og fritidsliv, hvor forskellighed ses som en ressource. Ved at møde hinanden med respekt og ligeværd styrker vi tryghed og tillid til hinanden. Det er fundamentet for et stærkt lokalt fællesskab, hvor alle kan føle sig som del af et givende fællesskab, og hvor alle bidrager i det omfang, de kan.
Gensidig nysgerrighed og åbenhed
Vi tror på, at nysgerrighed og interesse på tværs af kulturer bidrager til læring, innovation og givende fællesskaber, som alle kan være en del af. Vi er stolte af vores kulturarv og understøtter, at et mangfoldigt og pulserende fritids- og kulturliv bør være en del af alles hverdag. Vi understøtter initiativer, som introducerer vores nye medborgere til vores kommune og aktiviteter, hvor mennesker mødes og får mulighed for at engagere sig og bidrage med det, de kan.
Kommunikation og et fælles sprog
Sproget er nøglen til aktiv deltagelse i samfundet. Vi understøtter, at alle nye medborgere får mulighed for at lære det danske sprog og forstå de normer og værdier, der præger hverdagen i Mariagerfjord Kommune. Vi understøtter en åben og respektfuld dialog mellem alle borgere og anvender tilgængelige hjælpemidler i denne proces.
Fokus på det hele liv
En vellykket integrationsindsats rummer hele livsperspektivet og alle livets faser. Integrationen skal derfor ske fra barndom til alderdom og ske på tværs af uddannelse, job, sundhed, fritids- og kulturliv, familie, netværk og deltagelse i hverdagslivet. Vi tænker derfor integration som en tværgående indsats.