Gå til hovedindhold
Høring

Hobro - Ølsvej - Forslag til Lokalplan 204/2025 og Kommuneplantillæg nr. 3 - Høring

Høringsfrist 4. august 2025 kl. 23.59

Indhold

    Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har på møde den 10. juni 2025 vedtaget forslag til Lokalplan 204/2025 for et boligområde på Ølsvej i Hobro, samt forslag til Kommuneplantillæg nr. 3 til Mariagerfjord Kommuneplan 2024. 

    Offentlig høring af lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillæg

    Forslaget fremlægges til offentlig høring i 6 uger. I denne periode har alle mulighed for at komme med bemærkninger eller indsigelser til planforslaget. Efter høringsperiodens udløb vil Udvalget for Teknik og Miljø behandle alle henvendelser og efterfølgende vurdere, om lokalplanen og kommuneplantillægget kan vedtages endeligt i deres nuværende form.

    Såfremt der efter høringsperioden ikke er indkommet høringssvar er Fagenheden bemyndiget til administrativt at vedtage lokalplanen endeligt.

    Høringsfristen er den 4. august 2025. Eventuelle indsigelser, bemærkninger mv. skal fremsendes enten som mail til plan@mariagerfjord.dk eller som brev til Mariagerfjord Kommune, Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro og skal være os i hænde senest denne dato.

    Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget kan også ses på www.plandata.dk, hvor de er fremlagt fra den 18. juni 2025. Hvis du er interesseret i at vide mere om planforslagene, er du velkommen til at kontakte Plan og Byg. 

    Lokalplanens formål og indhold

    Formålet med lokalplanen er at muliggøre opførelse af boliger, der står i sammenhæng til det eksisterende nordlige boligområde og indpasser sig naturligt i området med respekt for omgivelserne. I lokalplanen overføres området til byzone og den fremtidige anvendelse bliver til boligformål, i form af åben-lav boligbebyggelse.

    Lokalplanområdet er i dag tæt bevokset med buske og træer, hvoraf en del af denne beplantning udpeges som bevaringsværdig. Den bevaringsværdige beplantning udformer sig som et bælte langs den vestlige afgrænsning af området og omkranser lokalplanens ene delområde. Beplantningsbæltet fungerer som en afskærmning mod Ølsvej og bidrager til et visuelt grønt udtryk.

    Lokalplanen kan ses under bilag her på siden.

    Kommuneplantillæggets indhold

    Lokalplanområdet er i Mariagerfjord Kommuneplan 2024 ikke omfattet af kommuneplanens rammer, og er dermed ikke i overensstemmelse med kommuneplanen. For at bringe lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen er der udarbejdet et tillæg nr. 3 til kommuneplanen, hvor den nordlige boligramme, HOB.B.43 udvides, til også at omfatte nærværende planområde. Herved udlægges lokalplanområdet til boligformål, i form af tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse. Med tillægget vil lokalplanforslag 204/2025 være i overensstemmelse med Mariagerfjord Kommuneplan 2024.

    Kommuneplantillægget kan ses under bilag her på siden.

    Miljøvurdering af planforslaget

    I henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)” er der ved udarbejdelse af lokalplanforslaget og kommuneplantillægget foretaget en screening af miljøpåvirkninger. Screeningen er indeholdt i planforslagene, og resultatet af screeningen er, at planforslagene ikke får væsentlige indvirkninger på miljøet. Mariagerfjord Kommune har derfor truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.

    Klagevejledning til screeningen kan ses under bilag her på siden. 

    Lokalplanens midlertidige retsvirkninger

    Indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst et år efter denne offentliggørelse af lokalplanforslaget, må ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, ikke bebygges eller på anden måde udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige lokalplans indhold.

    Efter høringsperiodens udløb kan Byrådet dog tillade, at en ejendom i lokalplanområdet bebygges eller udnyttes, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og hvis der ikke er tale om påbegyndelse af større byggearbejder. Tilladelse kan dog ikke gives så længe en indsigelse i henhold til Planlovens §§ 29, 29a og 29b opretholdes, eller hvis erhvervs- og vækstministeren har truffet beslutning efter Planlovens § 3, stk. 5.

    Dine bemærkninger til høringsforslaget vil blive offentliggjort

    Når du indsender høringssvar, vil dit høringssvar samt din adresse og din mailadresse blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i dagsordner til kommunens byråd og politiske udvalg. 

    Spørgsmål og bemærkninger

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vores telefoner er åbne mandag til onsdag fra kl. 13:00 til 14:30, samt torsdag fra kl. 13:00 til 16:30.

    Du er også velkommen til at skrive til mail: plan@mariagerfjord.dk eller sende et brev til Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro.